Indeks Sitemap A-Å Udskriv Læs højt Hjælp
Forside Politik og Mål Risikobillede Rammer for Klimatilpasning Handleplan for Klimatilpasning Planens betydning for min ejendom

Du er her: Home Rammer for Klimatilpasning Klimatemaer Klimatilpasning og Vandløb

Klimatilpasning og Vandløb

Det skønnes, at der er mellem 3.500 og 4.500 km vandløb og grøfter i Tønder Kommune. Cirka 1.500 km er offentlige og bliver vedligeholdt af kommunen, og de øvrige er private vandløb og grøfter. Vandløbene i Tønder Kommune tjener dels til afledning af overfladevand og dels som værdifulde landskabs- og naturelementer med levested for fisk, dyr og planter i mange tilfælde. Klimaudfordringerne vil præge de mange vandløb, men det er vanskelligt at fremskrive, hvordan og hvor meget vandløbene vil blive påvirket. Det er blandt andet fordi at geologi, størrelse, udformning, fordampning og tilstrømning varierer fra det ene vandløb til det andet. Vi vurderer dog, at der kommer større udsving i vandmængderne i vandløbene i sommer og vinter perioderne.

Risikobilledet for vandløbene viser, at de udsatte områder fortrinsvis er beliggende på hedesletter og marsk, hvor landskabet er fladt og faldet på vandløbene forholdsvis lille. Screeningen viser, at det er ådale, naturområder og landbrugsarealer, der fortrinsvis er berørte af oversvømmelser, og at større sammenhængende byområder ikke bliver berørt.

Vandløbsstrækninger, som løber gennem de inddigede områder og afvander til Vadehavet gennem sluser, bliver særlig udfordret. Det drejer sig om større vandføring fra oplandet og ændrede sluseåbningstider på grund af havstigninger eller hyppigere stormflod. Når sluserne er lukkede, kan vandløbene ikke komme af med vandet, som derfor ophober sig i vandløbet. Specielt for Tøndermarsken kræver problemstillingen særlig opmærksomhed. Her har de store vandløb ådiger, hvor der kan ophobe sig vand mellem. Vandet kan stige til et niveau, der ligger over det omgivende landskab og bebyggelser. Klimaforandringerne vil på sigt medføre hyppigere og højere vandstand mellem ådigerne og vil derfor udfordre den nuværende ådigesikkerhed.

Rammerne for klimatilpasning af vandløb er sat af den eksisterende vandløbslov, men også naturbeskyttelseslove, vand- og naturplaner påvirker vandløbene. Det kræver vandløbsmyndighedernes tilladelse, at imødekomme klimaforandringer ved ændring af vandløb. Initiativet til at rejse og finansiere vandløbsreguleringer og afvandingsprojekter, ligger overvejende hos dem, der får gavn og nytte af projektet. Læs mere om ansvarsfordelingen i forskellige situationer her. Tønder Kommune vil arbejde for at få en bedre kortlægning af klimaforandringernes påvirkning af de større vandløb. De store vandløb har oplande mod øst. Det kræver samarbejde på tværs af kommunegrænser at klimatilpasse disse.

   

Planportal

Tilbage til Planportalen


Status

Klimatilpasningsplanen er politisk godkendt.


Billeder

vandløb
vandløb